Folk fortæller: Lene Terkelsen - At være ny i kirken

Telefonen ringede hjemme hos Lene Terkelsen. Hun blev spurgt, om hun ville med som leder på en kristen børnelejr. Det måtte hun lige tænke over! Lene er født og opvokset i Hejnsvig. Er gift med Arne og har to dejlige børn. Hun arbejder som tekniker hos Lego i Billund.

Lene havde ikke tidligere været involveret i sådanne opgaver, men sagde ja tak til udfordringen. Det blev til en del gode oplevelser og Lene følte sig rigtig godt tilpas. Om aftenen når lederne var kommet i seng, lå de gerne og snakkede, og de kom ofte ind på hvilke betydning kristendommen havde i deres liv. Lene kunne mærke, at det betød utrolig meget for dem, ja nærmest det hele. Hun havde selv et ganske almindeligt liv, hvor hun brugte bøn en gang imellem, hvis f.eks. hun havde været meget trængt eller ekstrem glad, ellers havde det ikke den dybere betydning.

Lene fik nu tilsendt nogle kristne missionsblade og her læste hun om de afrikanske gadebørns livsbetingelser. Det berørte hende dybt, og hendes hjerte brændte for at de børn kunne få lov til at opleve, bare lidt af et værdigt liv. Hun havde brug for at gøre et eller andet, og skrev derfor et brev til Lego medarbejdernes jubilæumsfond. I foråret kom der et brev med 40.000 kr. til arbejdet.

Det var helt ubeskrivelig dejligt, at få lov til at opleve, at man, ved bare at gøre ganske lidt, kan være med til at gøre en forskel siger Lene.

Sideløbende med dette så Lene en annonce i avisen, om et nystartet gospelkor i Vestermarkskirken. Hun havde altid haft lyst til at synge og tænkte “det må lige være noget for mig”.

Hun begyndte i Gospelkoret og en aften til øvelse hørte hun en sige: “For mig er Jesus en ven, som er med mig hele tiden, han er der bare, og jeg kan hele tiden gå og snakke med ham”. Det billede havde Lene ikke tidligere haft, for hende var Gud mere en som sad et stykke herfra og vågede over de ting som man gjorde. Men hvis det var rigtigt at han var en ven, så kom han pludselig nærmere.

“Det må jeg have undersøgt ”, tænkte Lene. Hun tog derfor til gudstjeneste i Vestermarkskirken en søndag. Mens hun sad i kirken løb tusinde tanker igennem hendes hoved. Hvad er det dog for en kirke, her er jo ingen rigtig alter? - Der er heller ingen døbefont, mon ikke man bliver døbt her? - Præsten har ikke nogen præstekjole på, - for han er vel præst? - Hvor gør de af deres døde for her er jo ingen gravpladser?

Folk begyndte nu pludselig at række deres hænder op og rejste sig, mens de sang. Nu var det ved at være for vildt, og mystikken begyndte virkelig at brede sig. Lene fortæller, at hun har et godt tips til nye - Det er smart at sætte sig nede bagved, for så kan man se hvad de der sidder foran gør, så man ikke ryger helt ved siden af.

Bagefter var der kirkekaffe og der var god opmærksomhed på hinanden. Lene kunne virkelig godt lide det, hun så Det hele var så folkeligt, og alt foregik helt nede på et hverdagsdansk, hvor man kunne forstå det.

Lene er både glad og begejstret for at komme i kirken og siger, at vi ikke skal regne med at slippe af med hende igen.

Hun elsker også at være med i gospelkoret og fortæller, at det er så dejligt at stå og synge nogle sange, hvor teksten har en mening. Det er en dejlig, glad sang som smitter helt utroligt. Det er som at blive angrebet af en virus, hvor der aldrig vil være nogen, som kan finde en modgift.

Lene oplever, at der er nemt at være i kirken, men at det kan være lidt vanskeligere ude i hverdagen, men her har hun en sang, som har fået stor betydning for hende, og som konstant kører i hendes hoved, og det hjælper hende meget.

Sangen lyder sådan:

Intet kan rive mig ud af

hans kærlighed,

intet kan rive mig ud

af hans hånd.

Jesus lad mig se

mere af din herlighed.

Fyld mig helt med din ånd.

Intet hverken magt eller myndighed,

intet her på jord.

Intet har den magt som min Jesus har.

Det sir` hans hellige ord.